Metodesammenligninger i klinisk biokemi

Jeg skrev i 2005 en artikel i Klinisk Biokemi i Norden om emnet metodesammenligning, fordi, som jeg indledte med at bemærke — »Vi bruger mange resurser indenfor klinisk biokemi på at sammenligne forskellige målemetoder og procedurer…«

Artiklen var i al væsentlighed en præsentation af de principper og værktøjer som de to frem­trædende engel­ske professorer i statistik — Douglas Altman og Martin Bland — anbefaler til formålet, baseret på deres mange­årige arbejde med problemstillingen (se især denne artikel fra 1999).

Resultaterne af deres arbejde repræsenterer efter de flestes mening et state of the art, og det er derfor overraskende (og også lidt forstemmende), at man i kliniske biokemiske tidsskrifter hér i 2008 stadigt træffer på mange artikler, hvor data fra en metodesammenligning kun er analyseret (og vist) som en simpel lineær regression af metode A versus metode B. Og oftest med en ligning med de estimerede parametre, og — hvad der er aldeles meningsløst — med en p-værdi for en statistisk test af den hypotese, at korrelationskoefficienten skulle være nul (hvis det var en reel mulighed, så var der vel næppe grund til overhovedet at lave en metodesammenligning).

Hvorfor pokker er det sådan?

• Det kan ikke være fordi Altman & Bland’s model er svært tilgængelig, tværtimod!
• Skyldes det bare uvidenhed eller ugidelighed? At det bare er ’traditionen’ i det kliniske bioke­miske miljø, som ingen stiller spørgsmålstegn ved, og som man derfor altid slipper godt fra?

Godt er det i hvert fald ikke!

P-Creatininium, stofk. — eller hvad?

Der er måske ikke mange der ved det, hverken indenfor eller udenfor det kliniske biokemiske miljø i Danmark, men der udkæmpes i denne tid en ret hidsig strid mellem forskellige fraktioner i miljøet.

Striden handler om ord, eller mere præcist: Om betegnelserne for vores analyser.

På den ene side findes IPUPAC/IFCC/NPU-fundamentalisterne, som hævder at der vil gå fuldstændigt ged i al meningsfuld kommunikation, hvis man fraviger brugen af deres komplicerede & kanoniserede nomenklatur.

På den anden side findes en gruppe stædige dissidenter (som jeg er stolt af at tilhøre), som bl.a. fremfører det væsentlige argument, at vi ikke kan tillade os bruge navne (betegnelser, stavemåder), som klinikerne ikke forstår. Eller som de skal bruge unødvendigt meget tid på dechifrere betydningen af.

Jeg har samlet flere argumenter for mine synspunkter hér.