Vi skriver, skriver og skriver…
Der bliver produceret imponerende mængder skrivelser af forskellige slags i det kliniske biokemiske miljø, både ting der mest er tænkt til papir og ting til nettet, inklusive hele websites.
Mange af tingene er henvendt til folk udenfor miljøet, og spænder fra ret simple instrukser til sundhedsfagligt personale eller patienter om korrekt prøvetagning etc., over nyhedsbreve med relevante orienteringer om ændringer, omlægninger etc. — til store, flotte og ganske komplicerede publikationer med karakter af kliniske vejledninger.
Informationsformidling er en kerneydelse i klinisk biokemi
Der er jo ingen mennesker, hverken patienter eller professionelle udenfor laboratoriemiljøet, som kan bruge alle vores målinger og andre tekniske fiksfakserier på en god måde, hvis vi ikke fortæller dem hvordan ydelserne skal bruges.
Og folk kan heller ikke bruge os til ret meget, hvis vores informationer ikke bliver leveret og serveret i en tidssvarende form, og i et godt sprog og med gode illustrationer.
Ved vi det?
Hvis man læser Sundhedsstyrelsens specialevejledning for klinisk biokemi, så står der dette hér om vores hovedopgaver [link]:
Klinisk biokemi har som hovedopgave at udføre undersøgelser på blod mv. udtaget fra patienter fra sygehusenes sengeafdelinger og ambulatorier samt almen praksis. Heri indgår en række delopgaver som prøvetagning, præanalytisk håndtering af prøverne, apparaturbetjening og – vedligeholdelse, kvalitetssikring og svarafgivelse, udvikling af analyserepertoiret samt diagnostiske metoder og strategier, fortolkning og kommentering af specialanalyser, lægefaglig rådgivning ved fortolkning af laboratorieresultaterne og optimering af patientforløbene. I de senere år er undervisning af patienter og personale fra praksissektor samt fra kliniske afdelinger i betjening, vedligeholdelse og kvalitetssikring af decentralt, patientnært analyseudstyr blevet en vigtig opgave af stadigt stigende omfang.
Flot! Men der står ikke noget om betydningen af informationsformidling i al almindelighed, endsige om betydningen af kvaliteten af formidlingen.
Hvordan står det til med kvaliteten?
Ikke godt. Det er min påstand, men den er meget let at underbygge. Jeg vil ikke give eksempler hér, men kan rykke ud med en masse hvis nogen gerne vil have dem.
Kvalitetsudvikling af informationsformidling?
Det er i grunden interessant at vi bruger enormt meget tid på at kvalitetsudvikle og akkreditere alt muligt andet i det klinisk biokemiske miljø, uden at kvaliteten af vores informationsformidling er kommet i søgelyset.
Jeg har altid gerne villet lære at blive bedre til det
Og det har jeg forsøgt at blive, både til at skrive og lave layouts, og i alle mulige andre sammenhænge vedrørende informationsformidling. Midlet har primært været selvstudier1-5.
Det er svært, og det er faktisk også ensomt, hvis man (næsten) er den eneste på banen med disse visioner for udviklingen af en kerneydelse det klinisk biokemiske miljø.
Hvad tænker I andre om informationsformidling?
- No problem? Jeg gør bare som alle andre gør, og som de har gjort i 100 år
- Det spiller ingen rolle for min fremtid om jeg gør en indsats på området eller ej, såeee….
Kurser?
Jeg har mange gange foreslået Dansk Selskab for Klinisk Biokemi (DSKB) at få lavet kurser i kunsten at producere god information. Det er der indtil videre ikke kommet noget ud af.
Man har tilsyneladende ment, at folk automatisk erhverver sig de nødvendige kompetencer som »kommunikator«, når de sætter fødderne indenfor på en klinisk biokemisk afdeling.
Det gør man altså ikke! Det er faktisk lidt svært at lære, men det kan læres, hvis man er lidt lydhør og gør noget ved sagen.
Desværre kan man ikke altid lære af folk som har været i miljøet i mange år og som kan være knalddygtige til alt muligt andet, men som heller aldrig selv har lært at producere god information.
Så, ja: Kurser ville være en god ting!
Referencer
1. Daneskov L. Så snak dog dansk, mand! København: JPBøger – JP/Politikens Forlagshus A/S; 2004.
2. Hendricks VF, Stjernfelt F. Tal en tanke. Om klarhed og nonsens i tænkning og kommunikation. København: Forlaget Samfundslitteratur; 2007.
3. Petersen H. Det kommunikerende hospital. København: Børsens Forlag; 2008.
4. Rask K. Fagsprog – vidensprog. København: Grafisk Litteratur; 2004.
5. Wulff HR. Lægevidenskabens sprog – fra Hippokrates til vor tid. København: Munksgaard Danmark; 2003.
